Ringsted mangler en rulleskøjtebane 🩵
RIMO arbejder for at etablere en asfalteret rundstrækning ved Ringsted Sportscenter i forbindelse med forsinkelsesbassinet – som en del af en kommende naturpark.
Ringsted er en af de få kommuner i Danmark med hele to aktive rulleskøjteklubber – og i RIMO alene ruller over 250 medlemmer i alderen 3 til 80 år. Afdelingen har i mere end 25 år været drevet af frivillige ildsjæle. Rullesporten samler generationer, skaber bevægelse og giver plads til børn og unge, der ikke trives i de traditionelle holdsportsgrene.
Men vi mangler en asfalteret rundstrækning til leg, træning og rullearrangementer i sommerhalvåret fra marts til oktober.
Tre store udfordringer i Ringsted
➡️ Børn og begyndere mangler sikre rammer
Når sommeren kommer, har vi ingen egnede steder at træne udendørs. Veje og cykelstier er ikke sikre for begyndere, og vi mangler et lukket område med plads til alle. I hallen kan to trænere have op til 50 børn – udendørs kun en håndfuld. Derfor har vi måttet opgive udendørstræningen i Ringsted i 2026. Team Cycling Ringsted oplever samme udfordring og mangler også et trygt, trafikfrit område til børn og begyndere.
➡️ Eliten må træne i andre byer
Vores løbere har i 2025 hentet 26 DM-medaljer med hjem til Ringsted og de repræsenterer Danmark på ungdomslandsholdet – men de må køre langt fire gange om ugen for at få ordentlig træning.
➡️ Ingen bane, ingen events
Som en af Danmarks største klubber føler vi et ansvar for at være en aktiv del af rullesportens udvikling – også nationalt. Vi drømmer om at kunne ’lægge hus til’ både bredde- og elitearrangementer – at afholde Danish Roller Cup, Ringstedløbet og rullecamps – men uden bane kan vi ikke invitere resten af Danmark til at rulle med.
➡️ Begrænset træningskapacitet i sommerhalvåret
Vi træner udendørs i andre kommuner, fordi der ikke findes en egnet bane i Ringsted. Det betyder, at flere af vores trænere – som også står for begynder- og familiehold – hver uge er væk fra byen i mange timer. Det begrænser vores træningskapacitet lokalt. En rulleskøjtebane i Ringsted vil samle elite og bredde ét sted og give os mulighed for at åbne flere hold, så endnu flere børn og unge kan begynde til rulleskøjteløb.
Samarbejde og mange anvendelsesmuligheder
En asfalteret rundstrækning er en multifunktionel løsning, som kan bruges af langt flere end rulleskøjteløbere. Vi er i dialog med flere lokale aktører, som ser store muligheder i området. Team Cycling Ringsted mangler et trygt, trafikfrit sted til træning af børn og unge, og Opalen SFO ønsker at bruge området aktivt i hverdagen, hvor de allerede har rulleskøjter og fokus på bevægelse.
Samtidig vil en rundstrækning kunne danne ramme om aktiviteter som Ringsted Børnefestival, Åben Hal, løb, cykelløb og andre fællesskabsarrangementer. Med en central placering ved Ringsted Sportscenter kan området blive et levende samlingspunkt for bevægelse og fællesskab på tværs af alder og interesser.
Hvordan ser en rulleskøjtebane ud?
En rulleskøjtebane er en asfalteret rundstrækning med bløde sving, som giver gode og sikre forhold for rulleskøjteløb. Banen, vi ønsker at etablere i Ringsted, er en rundbane på 200 meter. Den giver plads til både træning, leg og motion – og kan samtidig bruges til cykling, løb og gang.
Couderay 200 meter bane 👇.
Hvorfor ruller I ikke bare på Skaterbanen?
Der er ganske enkelt ikke plads til hverken 50 glade børn og forældre fra vores FamilieRul eller 20 hurtige konkurrenceløbere fra vores SpeedRul.
Hvem skal betale?
RIMO arbejder på at finansiere rulleskøjtebanen gennem fondsmidler. Det betyder, at anlægget kan etableres uden udgift for kommunen – som en gave til Ringsted. Projektet forudsætter alene en kommunal godkendelse af placeringen.
Støt projektet
Vil du være med til at få Ringsted til at rulle ude? Kontakt os, hør mere om projektet eller bliv en del af vores fællesskab. Du kan ringe til Kim på tlf.: 50 50 51 51 eller Camilla på tlf.: 61 77 24 22.
📷: Jens Kjeldsted Jensen








