Hvert år deltager vi i forskellige stævner, hvor alle niveauer kan være med. Vi er bl.a. med i Danish Roller Cup, som er et udendørsløb i fire afdelinger. I 2024 deltog 20 børn og voksne fra RIMO.
Stævnerne er altid noget vi ser frem til. Fællesskabet og stoltheden over at have gennemført, er en uvurderlig oplevelse for både store og små.
Resultater
Til alle stævner får du en chip om anklen, så du efterfølgende kan se fx din topfart. Deltager du i flere stævner, kan du følge din udvikling. Du finder resultater fra alle rulleskøjtestævner her.
Det første stævne
Får du lyst til at prøve kræfter med et begynderstævne, så har du rig mulighed for det. Når vi nærmer os et stævne, så øver vi start, behændighed og hvordan vi kommer rundt på banen. Bliver du bidt af fart og har fået de grundlæggende færdigheder på plads, så kan du blive optaget på vores konkurrencehold Speedrul.
Konkurrencehold – for let øvede
Til Speedrul har vi fokus på teknik, tempo, styrke og kondition. Her træner vi flere gange om ugen – og træningen forgår både i sko og rulleskøjter.
Målgruppen er løbere som som er fyldt 8 år, og som har lyst til at køre stærkt. Når man starter behøver man ikke være vildt hurtig, men det er vigtig, at barnet har lyst til at deltage engageret i en træning på 60-90 minutter.
Løberne er velkomne til at kombinere Familierul og Speedrul.
Når du begynder til Speedrul, så er det også ved at være tid til at skifte fra fitnessskøjter til speedskøjter. Man kan ofte finde et par brugt til en rimelig pris. Trænerne vejleder gerne i valg af speedskøjter.
Til Speedrul træner vi til op til stævner og DM. I sommerhalvåret kan du forvente, at noget af træningen vil foregå på Slagelse Rulleskøjtestadion.
Talent Team Danmark
I 2024 fik vi Signe optaget i den nationale Talenttrup, som vi i daglig tale kalder TT. Det er vi meget stolte af.
Talenttruppen er for unge løbere fra hele Danmark, som har lyst til at udvikle deres potentiale. For at blive optaget kræver det, at løberen har god fart i skøjterne, så han eller hun kan følge med de andre løbere i truppen. Det kræver også, at løberen er moden nok til at kunne træne engageret en hel weekend.
Trænerne til Speedrul vil kunne vejlede i forhold til, hvornår et barn eller en ung er klar til at prøve kræfter med Talenttruppen. De har ingen faste aldersgrænser, men de optager typisk løbere fra ca. 10 år.
Når et barn eller en ung på vores Speedrul-hold er klar og har lysten, så melder trænerne barnet til som ‘boble’. Som ‘boble’ kommer barnet på besøg og træner med en søndag, hvor det er weekend-samling. Her vil Talenttrup-trænerne give feedback til løber og forælder i forhold til mulighederne for optagelse.
Talenttruppen holder fire weekend-samlinger om året samt et par TT-dage (typisk i forbindelse med andre rulle-arrangementer). Derudover deltager de i DM og europæiske stævner. På Talenttruppen har de et stærkt ungdomsfælleskab, og deltagelsen giver masser udvikling, nye rullevenner og spændende oplevelser i både ind- og udland.
Vi fortæller løbende om Talenttruppen til Speedrul, men tag endeligt fat i trænerne, hvis du og dit barn har spørgsmål.